Konferanse organisert av Scenekunstbruket, Film &  Kino, Norsk Forfattersentrum, Kulturrådet v/kulturarv, Nasjonalmuseet og Norsk barnebokinstitutt, 30.november-1.desember 2015.

Deltager fra Oslo teatersenter var styreleder Joanna Magierecka. Her er hennes rapport fra konferansen:

Det vi oplever er et paradigmeskift. I den måde man tænker kunst for børn og ungdom på. Det er også dette paradigmeskift som prægede hele konferencen. Fra at diskutere formidling af kunst for børn og unge, snakkede forskere, formidlere og kunstnere om børnenes medvirkning.

Konferencen blev åbnet med forelæsning af Francesca Bacci. Her var hovedfokusset sanserne, og vores multisensoriske oplevelse i møde med kunst. Hermed blev der lagt føring for den tværæstetiske, tværfaglige tænkning, de fleste bidragsydere argumenterede for. Til og med fik Svein Nyhus (illustrator) mulighed for at dele sin entusiasme ved at råbe højt at “livet er tværfaglig”. Han, og en række andre illustratorer og børnebogforfattere, og deres værker har været udgangpunkt for en interaktiv udstilling på KODE (Kunstmuseerne i Bergen). Mens jeg ønskede at udstillingen åbnede for endda flere måder for børn at udforske den på, var det alligevel en fryd at se billedmaterialet, universet, projektlederen Mayra Elena Henriquez i samarbejde med øvrig stab ved KODE har skabt.

Johanna Ray gjorde os opmærksom på, gennem sin forskning, hvor få børn har gode musikoplevelser på skolen. Her kunne hun konkludere at grunden dertil lå i stor grad i lærerne kompetence. Noget også ledere af Rom for kunst kunne formidle. Denne konklusion gik lidt tabt undervejs, trods programlederen Shanti Brachmacharis forsøg på at trække den ind i sine opsummeringer: skolelærernes manglende kompetence hvad kunstfag angår. Det skyldes klart det faktum at kunstfag er næsten ikke eksisterende i læreruddannelsen sådan som den er tilrettelagt i dag. Det igen skyldes manglende prioritering af kunstfag i skolen.

Her findes et vigtig mødepunkt mellem kunstformidling på den ene side og modtagere på den anden side. Mellem kunstnere og lærere. Mellem kunstpædagoger og kunstlærere. For er det nødvendigt at tænke på de som to forskellige størrelser? Underordnet en hierarki? For i alt dette findes børnene, de unge kunstnere, deres skaberkraft og kunstvirke. Hvis man fulgte dette paradigmeskift, burde konsekvensen være en samlet indsats, fra kunstnernes side – og de tilhørende institutioners side, og fra uddannelserne, og kunstpædagogiske institutioner, som f.eks. Oslo Teatersenter. En indsats for at skabe de tværfaglige, tværæstetiske mødepunkter, hvor børnene får mulighed for medvirkning, hvor deres kunstnerisk virke kan folde sig ud. Hvor de kan få ekseptionelle møder med musik, dans, teater, billedkunst, samtidskunst, som fortæller noget om deres tværfaglige liv.

Der blev også snakket om hvordan digitale medier i kunstformidling kan videreudvikles både som underholdning, men også som ressource i skolesystemmet. Sanne Margrethe de Fine Licht Raith kunne fortælle om de mindre succesrige resultater, som følge af hendes research i forbindelse med en phd stipendiat, mens Rikskonsertene præsenterede sit nye online værktøj Lyderia, som allerede har fanget mange lærernes og elevernes opmærksomhed, selv om projektet er helt ny. Det bliver spændende at se udviklingen her. Elise Seip Tønnessen fik præsenterest sin forskning rundt billedbog-apper, og Matthew Reason hvordan børnenes teateroplevelser kan forlænges og uddybes gennem tegning. Til sidst underholdte Eva Liestøl os med en noget så humoristisk indblik medietilsynets arbejde. Hu havde en unik perspektiv på vores magtforhold i relationen til børn og deres kunstoplevelser, som jeg værdsætte rigtig højt.

Tak igen, til arrangørerne, for to spændende dage. Mødet mellem akademia, formidlere og kunstnere, og deres ønske om at engagere børnene og skabe unikke kunstneriske oplevelser for dem, er et vigtigt udgangpunkt for ændring mod det samtidskunstneriske, tværfaglige paradigme, der børnene og deres medvirkning står i fokus.